Druideordenens oprettelse og udvikling

I 1781 stiftedes Den forenede gamle Druideorden i England under mottoet "United to Assist". På den tid fandtes der ikke sociale sikkerhedsnet, og ideen med Den forenede gamle Druideorden var da også af filantropisk art. Som samfundet har udviklet sig, og en stor del af den sociale velfærd klares af det offentlige, er den del af arbejdet ikke mere hovedformålet. I England fik ordenen hurtigt stor udbredelse, og spredte sig til flere engelsktalende lande. I USA stiftedes den første druideloge i 1830. I 1851 kom Australien med og senere også New Zealand. Fra USA kom ordenen i 1872 tilbage til Europa, hvor den første tyske loge stiftedes i Berlin. Fra Sverige, hvor den svenske loge blev grundlagt i Malmö i 1904, kom den i 1921 til Danmark. Nu findes der også druider i Norge, Island, Finland, Holland, Tyskland og Schweiz.

Kelterne tilhørte den indoeuropæiske eller ariske race, og var sandsynligvis den første folkestamme som omkring 2500 f.kr. brød op fra indoeuropæernes urhjem ved sydvest-skråningerne af det asiatiske højland. Mellem år 700 og 600 f.Kr. foregik der store keltiske folkevandringer fra øst indover det europæiske fastland. I de følgende århundreder fortsatte vandringerne mod England, Irland, Spanien og Italien.

Druiderne var kelternes præster, lærere og læger. Overleveringerne fortæller, at de kunne føre deres slægt tilbage til Noa, og at de var monoteister - altså kun troede på en gud. Druiderne havde stor magt over folket til trods for, at de ikke bar våben. Magten tilegnede de sig gennem kundskaber på en række områder. Disse kundskaber blev overført mundtligt til eleverne gennem mangeårige læreperioder. Intet blev skrevet ned. Derfor har der til alle tider været megen mystik knyttet til druidernes historie.

Omkring år 300 f.Kr. stod kelterne på højden af deres magt, da de erobrede Roma, under det som romerne kaldte "Den galliske forfærdelse". Romerne brugte nemlig betegnelsen gallere om kelterne. Under de to følgende århundreder blev kelterne slået tilbage, først af kartagenerne i Spanien og senere af romerne - som gradvist udvidede deres herredømme, indtil også det meste af Britannia var nedkæmpet. Som nævnt ovenfor har vi ingen sikre kilder om druiderne fra de ældste tider, fordi deres kundskaber blev ført videre mundtligt. De ældste skriftlige beretninger går tilbage til ca. 200 år f.Kr.

Hovedkilden til vor kundskab om druiderne, er Julius Cæsars historiske værk fra romernes felttog i Gallien (58-52 f.Kr.). Vi ved derfra, at druiderne blev betragtet som en mellemting mellem gud og mennesker, og at folk anså dem for at have magiske kræfter. De tolkede guds vilje - og havde kundskab om lægemidler. De var fritaget for krigstjeneste og for at betale skatter, og var i kraft af deres position dommere i retssager. Druiderne troede på sjælens udødelighed, og de lærte at sjælen gennemgår tre udviklingstrin: den laveste kreds, lykkens kreds og det uendeliges kreds. Mennesket skulle gennem modgang, lidelse og sorg besejre sin onde natur og vinde herredømmet over sig selv. Når dette var opnået, kom man over i den anden kreds, lykkens kreds, for til slut at nå det uendeliges kreds.